Johannes L. Madsen
|
Mere info (fra Wikipedia):
Johannes L. Madsen (20. november 1942 - 28. juni 2000), dansk forfatter, blev født i Århus og døde efter en ganske forvirret eksistens i Aarup på Fyn. Han er en af de mere mytiske skikkelser i dansk digtnings historie, da han i løbet af sin karriere - der i alt væsentligt strakte sig over 60'erne og 70'erne - vekslede imellem usynlighed og veltimet opdukken midt i de kulturelle brændpunkter. Der er ikke megen information om Madsens liv tilgængelig, men ifølge ham selv vaktes hans interesse for litteraturen under et fængselsophold.
Madsen tog sit udgangspunkt i konkretismen med sin debutsamling "A B Se digte" (1965) og de næste par stykker af hans samlinger, men fandt sit eget sprog i den samling, der må siges at være hans kunstneriske gennembrud, "Nedspildt spruttende af syre" (1969). Siden udgav han en lille håndfuld romaner - i denne betegnelses videste forstand - samt et par digtsamlinger, tillige tre skuespil og to børnebøger.
I det store og hele forblev Madsen i sin levetid en ukendt person i den brede offentlighed, men nød på grund af sit smukke og voldsomme sprog en form for undergrundstilværelse som digternes digter. Op imod årtusindskiftet genopdagedes han imidlertid af en lille gruppe litterater med Lars Bukdahl i spidsen, men til Bukdahls udtalte ærgrelse døde forfatteren inden man rigtig kunne nå at hylde ham. Efter Madsens død eksploderede interessen for hans værk i det litterære miljø, og der blev produceret en cd med titlen "Smarte pletter mellem fingrene" med oplæsninger af hans digte ved blandt mange andre Klaus Rifbjerg og Jørgen Leth, smukt sat i scene af Halfdan E og Martin G. I 2003 udkom både cd'en og en samlet udgave af Johannes L. Madsens skrifter, der simpelthen hed "JLM samlede"
At læse et Johannes L. Madsen-digt er at se sit sprog blive flået op som tempelforhænget i Jerusalem og blive oversvømmet med glimtende gloser. Lars Bukdahl karakteriserer Madsen som "syredigter" og rubricerer ham med Dan Turèll og Knud Holten, men Madsen er måske nok i virkeligheden helt sin egen. En sjælden og ofte overset perle.
----
Skrifter
- A B Se digte, digte, 1965
- Et stykke om et stykke, skuespil, 1965
- Og & Og, digte, 1966
- I sig selv, digte, 1968
- Nedspildt spruttende af syre, digte, 1969
- Godmorgen Jord - din gamle forvandlingskugle, børnebog, 1969
- Smarte pletter mellem fingrene, digte og tekster, 1970
- For en person med verbale pupiller, roman, 1970
- Pulterkammeret, skuespil, 1970
- Hvad ser diamanter, digthåndbog, 1971
- Magikerne, roman, 1972
- Er skriften løgn, fordi lysets baggrund altid er sort?, digte og tekster, 1974
- Min fuldautomatiske pen, digte og tekster, 1975
- Læs igen bog, børnebog, 1983
Tillige en mængde efterladte manuskripter og papirer, samt digte og anden skrift trykt i diverse tidsskrifter
----
Se i øvrigt:
Opslagsværket "Danske digtere i det 20. århundrede"
Og hjemmesiden "Smarte pletter mellem fingrene" [http://www.smartepletter.dk]
Ovenstående information stammer fra artiklen "Johannes L. Madsen" i den danske Wikipedia. Indholdet er udgivet under Creative Commons Navngivelse/Del på samme vilkår 3.0.